Vedtægterne for Skive Sangskriverklub
§ 1
Navn
Foreningens navn er Skive Sangskriverklub
Dets hjemsted er Skive Kommune
§ 2
Formål
Foreningens formål er at fremme sangskrivermiljøet i Midt- og Vestjylland, at kæde musikere og tekstforfattere sammen enten til gensidig inspiration eller direkte samarbejde, at opbygge en god mulighed for at få feed-back på sit materiale ved hjælp af dialog og skabe kontakter så man kan skrive musik sammen samt klarlægge sangskrivers rettigheder.
§ 3
Medlemmer
Alle, der ønsker at støtte foreningens formål (jf. §2), kan blive medlem.
Som medlem, kan optages enhver sangskriver med original materiale (enten tekst eller musik) uanset alder, niveau og sprog.
§ 4
Kontingent
Generalforsamlingen fastsætter årligt kontingent.
Indbetalt kontingent kan ikke tilbagebetales.
§ 5
Udelukkelse
Hvis et medlem ikke overholder foreningens love, handler imod generalforsamlingens beslutninger eller ved illoyal optræden modarbejder foreningens virke, kan bestyrelsen med øjebliks varsel annullere medlemskabet.
Afgørelse om udelukkelse træffes af bestyrelsen.
Bestyrelsens afgørelse kan af den udelukkede forelægges den førstkommende generalforsamling.
Meddelelse om udelukkelse skal ske skriftlig med udførlig angivelse af grunden.
Udelukkede personer har ikke krav på andel i foreningens formue.
§ 6
Ledelse
Foreningen varetages af en bestyrelse på 5 medlemmer, der vælges af generalforsamlingen. Bestyrelsen konstituerer sig selv med en formand, næstformand og en kasserer.
Alle vælges for en 2-årig periode. Alle kan genvælges.
Generalforsamlingen vælger 2 suppleanter.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og er beslutningsdygtig, når 3/5 af bestyrelsen er til stede.
§ 7
Regnskab
Regnskabsåret er 1. januar til 31. december.
Regnskabet godkendes af generalforsamlingen.
§ 8
Generalforsamlingen
Generalforsamlingen indkaldes skriftligt med mindst 14 dages varsel og højest 1 måneds varsel.
Afstemning foregår ved håndoprækning. Dog skal afstemning foregå skriftlig, hvis mindst 25 % af de fremmødte forlanger dette.
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i marts.
Stemme kan ikke afgives ved fuldmagt.
Forslag, der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal skriftlig være bestyrelsen i hænde 7 dage før generalforsamlingen.
Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal tillige finde sted, når mindst 25 % af foreningens medlemmer indsender skriftlig anmodning herom.
§ 9
Vedtægtsændring
Vedtægtsændringer kræver 2/3 flertal af de fremmødte medlemmer.
§ 10
Foreningens opløsning
I tilfælde af foreningens opløsning må ingen del af dennes formue tilfalde medlemmer.
I tilfælde af foreningens frivillige eller tvangsmæssige opløsning, overgår samtlige af foreningens aktiver til Skive Kommunes kulturforvaltning til støtte for musiklivet i Skive og omegn.
23. november 2010


